I forbindelse med en stresssygemelding og generel udbrændthed efter længere tids belastning kom jeg i kontakt med Tina, som jeg forud for min første konsultation havde hørt meget positivt om. Heldigvis for mig var hun hurtig til at tage imod mig, så jeg kunne komme i gang med terapien uden lang ventetid.

Mine samtaler med Tina har haft en større og mere positiv effekt på mig, end nogen anden terapi tidligere har haft. Hun skaber et trygt, ærligt og tillidsfuldt rum, hvor intet problem er for småt eller for stort. Med en smittende humor og en skarp evne til at finde kernen i udfordringerne hjælper hun én til at forstå sig selv bedre. Samtidig er hun ikke bange for at gå i dybden dér, hvor det virkelig betyder noget.

Under vores forløb hjalp Tina mig med værdifulde refleksioner over min situation. På et passende tidspunkt gjorde hun mig også opmærksom på nogle træk ved ADHD, som jeg kunne genkende i mig selv. Hun gav mig en velafbalanceret mængde information om emnet og støttede mig i at tage skridtet videre mod en udredning.

Nu, et halvt år senere, er jeg udredt for ADHD, velmedicineret og har opnået en langt dybere forståelse af mig selv og mine reaktionsmønstre.

Jeg er dybt taknemmelig for min tid hos Tina og kan kun give hende mine varmeste anbefalinger som terapeut. Når jeg ser tilbage på vores samtaler, står det klart for mig, hvordan hun var et roligt lysglimt i en mørk og overvældende tid. Med sin fantastiske personlighed, sin tillidsvækkende professionalisme og sin store værktøjskasse hjalp hun mig med at finde en ny og mere holdbar kurs for fremtiden.